Byer skal finde unik identitet
Lagt online 02.02.10Alle danske byer er i skarp konkurrence med hinanden for at tiltrække borgere, virksomheder og investeringer. Men i bestræbelserne på at være unikke ender mange byer med at forfølge de samme udviklingsstrategier. Resultatet bliver nemt, at de alle ender med at være ens.
Men hvordan kan man så udvikle en by til noget særligt ved at bruge dens pladser, gader og bygninger i udviklingen og forvandlingsprocessen. Det er Helle Juul, arkitekt, ph.d., som ansvarlig redaktør for ”Byens rum 2 – Det kendte i det fremmede” i fuld gang med at give et bud på. Den nye bog er den seneste udgivelse under ”Byens rum som udviklingsstrategi”, der er et projekt under ledelse af Juul | Frost Arkitekter. Udgivelsen er muliggjort af Realdania, der har støttet projektet med 3,5 millioner kroner.
I Byens Rum kan byplanlæggere, arkitekter og dem, der bare interesserer sig for, hvorfor en by ser ud som den gør, finde rigtig god inspiration med en lang række eksempler fra Nørresundby, Odense, Barcelona, Berlin og Amsterdam blandt flere.
Helle Juul er sammen med sin mand, Flemming Frost, indehaver hos Juul | Frost Arkitekter, og gennem mere end to årtier har hun forsket i og arbejdet praktisk med byliv, byrum og byudvikling og har blandt andet stået i spidsen for ”Fremtidens Campusområder – fra den akademiske landsby til urban universitetshub”, som tegnestuen har udarbejdet for Universitets- og Bygningsstyrelsen.
Det har blandt andet ført til, at tegnestuen aktuelt rådgiver Professionshøjskolen UCC om campusudvikling i forbindelse med en større samlokalisering samt arbejder med campusrådgivning for DTU. Hun er medlem af European Cultural Parliament, et forum for fremtrædende europæiske kulturpersonligheder, der arbejder for at styrke kulturelle ideer og initiativer i Europa. I ECPs regi har hun sat byens rum på dagsordenen.
Læs mere på www.juulfrost.dk
Billede: Partner og arkitekt Helle Juul, Juul Frost Arkitekter. Foto: Heine Pedersen.









