International storinvestor køber majoritet i Tower Group
Lagt online 29.01.10Tower Group kan med lettelse offentliggøre, at der nu langt om længe er blevet implementeret en restruktureringsplan som indebærer en kapitaltilførsel på 900 millioner kr., hvoraf 750 millioner kr. er af gæld. Den nye investor er den internationale ejendomsgruppe BXR, der i 2006 opstod, da mineselskaber ønskede at adskille deres massive ejendomsbesiddelser fra minedriften i Tjekkiet, hvor størstedelen af ejendomsbesiddelserne også har været indtil i dag.
Bag BXR står en række internationale investorer med rødder i Østeuropa.
BXR kommer til at eje minium 50 procent af Tower Group og forventer at bruge porteføljen som afsæt til en betydelig og mere synlig placering i ejendomsmarkedet i Tyskland.
- Transaktionen er en milepæl i branchen, og er reelt den første rekonstruktion af et dansk ejendomsinvesteringsselskab, hvor det er lykkedes at rejse ny egenkapital, og tilmed fra en helt ny spiller i markedet i form af BXR, siger direktør Morten Gustafsson, Catella Corporate Finance, der har været finansiel rådgiver af Tower Group under hele processen som har strakt sig over ca. 11 måneder.
Accura har være Juridisk rådgiver for Tower Group, Kroman og Gorrisen har været juridisk rådgiver for de danske banker og Plesner har været juridisk rådgiver for BXR.
Baggrunden for kapitaltilførslen er, at Tower Group siden december 2008 har været igennem en omstrukturering af selskabet, og ny ledelse har gennemført en række tiltag med det formål at gennemføre en konsolidering af selskabet samt forbedre driften.
Selskabet har haft en meget anstrengt likviditetssituation, der har besværliggjort vedligeholdelse og udvikling af porteføljen, og derfor et akut behov for at refinansiere kortfristede gældsforpligtelser. Selskabet indgik den 29. april 2009 en aftale med en række danske banker med 2. prioritetspant i selskabets ejendomme en midlertidig kreditfacilitet til at afhjælpe de kortsigtede likviditetsudfordringer. Det er den opbakning til Tower Group, der har gjort det muligt at arbejde videre med styrkelse af selskabets samlede kapitalstruktur samt at give Tower Group mulighed for at rationalisere driften hvilket var af afgørende betydning for at beskytte selskabets ejendomsværdier bedst muligt.
Med det nye kapitalindskud etableres en kapitalbase, der kan medvirke til at sikre fokus på genetablering af rentabiliteten og maksimering af det langsigtede værdipotentiale.
Tower Group vil nu kunne benytte samtlige sine ressourcer på at forbedre driften og genskabe rentabiliteten og det langsigtede værdipotentiale.
Formelt bliver BXR Tower B.V. et hollandsk datterselskab til BXR Real Estate Group, som gennem sit andet datterselskab BXR Real Estate Investments B.V. har betydelige ejendomsbesiddelser i den Tjekkiske Republik. BXR Tower B.V. vurderer, at Tower Group porteføljen har ligheder med den portefølje, som BXR Real Estate Group har haft succes med at gennemføre betydelige rentabilitetsforbedringer for i Tjekkiet, hvor BXR blandt andet har 44.000 lejligheder i mere end 5.000 forskellige ejendomme med 100.000 lejere.
Tower Group bliver samtidig en tysk platform for BXR gruppens geografiske ekspansion.
- BXR Real Estate Group har et langsigtet investeringsperspektiv og besidder de nødvendige ressourcer til at bistå med at sikre og udvikle værdierne i Tower Group, påpeger ledelsen.
Udover BXR ejer Alm. Brand nu godt 13 procent af Tower Group.
Læs mere på www.rpgre.eu eller på www.towergroup.dk
Billede: BXR. Billede 2: Michael Brag har efter over et år nu fået løst opgaven med at restrukturere Tower Group i samarbejde med en række rådgivere herunder Catella Corporate Finance.











