Få seneste nyheder på mail - tilmeld nyhedsbrev

Sjælsø nedjusterer til underskud på 700 mio. kr. i 2009

Lagt online 07.02.10

Sjælsø Gruppen nedjusterer resultatforventningerne for 2009 efter yderligere nedskrivninger på 100 mio.kr., så der nu forventes et underskud før skat på ca. 700 mio.kr., og et underskud efter skat på ca. 525 mio.kr.

Det er en forøgelse på 150-250 millioner kr., for Sjælsø ventede tidligere 450-550 mio.kr. i underskud inklusiv nedskrivninger på ca. 100 mio.kr.

Med de nye forventninger udgør Sjælsøs egenkapital cirka 1,9 mia.kr., svarende til en indre værdi pr. aktie på ca. 25 kr.

Sjælsø anfører en række forhold, der er endt i nedjusteringen:
• Udskudt salg af projekter fra 2009 til senere.
• Merudgifter i forbindelse med emissions- og restruktureringsprocessen i 2009.
• Udgifter til omstruktureringer, herunder tilpasning af organisationen til det forventede fremtidige aktivitetsniveau.
• Tab på renteswaps grundet det lave renteniveau.
• Opløsning af samarbejdet vedrørende projekt Copenhagen Residential, hvorefter Sjælsø overtager ejerskabet af tre færdigbyggede ejendomme i Ørestad, Valby og på Frederiksberg, der ellers var forsøgt delvist afsat til en række formuende investorer i et ejerselskab, som Sjælsø kun skulle have beholdt 20 procent af.
• Yderligere nedskrivning og hensættelse på usolgte projekter og grundbeholdningen ultimo 2009, som følge af de fortsat svage konjunkturforhold.  

Sjælsø har indgået aftale med medinvestorerne i Copenhagen Residential om, at samarbejdet om projektet ophører. Sjælsø overtager herefter medinvestorernes ejerandele i projektet, og dermed det fulde ejerskab af de tre færdigbyggede projekter i Ørestad, Valby og på Frederiksberg.

Der er i resultatforventningerne for 2009 derfor foretaget en nedskrivning af de tre projekter til forventet realisationsværdi, og det medvirker til det lavere resultat.

-  Udlejningen af ejendommene forløber godt, og projekterne forventes solgt til investorer i løbet af 2010. De øvrige ikke igangsatte projekter i Copenhagen Residential forventes ikke gennemført i den nuværende udformning. Projekterne revurderes og bearbejdes for tiden med henblik på tilpasning til de aktuelle salgs- og byggepriser i markedet, oplyser Sjælsø Gruppen. 

Blandt de ikke-igangsatte er der primært tale om boligprojekter langs Københavns Havn, hvor der i forvejen står mange boliger til salg eller udlejet på korte lejekontrakter.

Læs mere på www.sjaelsoe.dk

Billede: Sjælsø Gruppen - arkivfoto fra Lyngby Søpark.


Til nyhedsoversigt